SAWO A/S overtager Brdr. Platz Karosserifabrik A/S

15.08.2018

Brdr. Platz Karrosserifabrik A/S, grundlagt i 1979 og ejet af brødrene Jørgen og Jens Erik Platz, er solgt til SAWO A/S.

”Vi har gennem det seneste år overvejet et generationsskifte af virksomheden, hvor vi kunne sikre vore medarbejdere deres gode arbejdsplads, og vore kunder fortsat levering af kvalitetsprodukter til transportbranchen” udtaler Jørgen og Jens Erik Platz, og fortsætter ”Det er nu lykkedes os med salget af virksomheden til SAWO A/S, og det glæder vi os meget over”.

Brdr. Platz Karrosserifabrik A/S leverer 100% skræddersyede løsninger til transportbranchen og beskæftiger i alt 17 medarbejdere, alle specialister inden for opbygning af lastvogne, sættevogne og påhængsvogne. Jørgen Platz bliver afdelingsleder i virksomheden, som overtages pr. 1. oktober 2018.

”SAWO A/S overtager samtlige medarbejdere, og fortsætter den nuværende produktion på adressen i Haderslev samtidig med, at der oprettes service- og reparationsafdeling på adressen i Haderslev, hermed bliver det nemmere for kunderne i Syddanmark at få deres produkter serviceret” udtaler Ivan Chrost, adm. direktør for SAWO. ”Vi har samarbejdet med Brdr. Platz i mange år, med stor succes og overtagelsen var en nem beslutning for os at træffe, idet kompetencerne i virksomheden passer rigtig godt til vores forretning”.

Jørgen og Jens Erik Platz ejer også handelsvirksomheden BP trailer A/S som forhandler sættevogne og påhængsvogne fra bl.a. tyske Doll og Fellechner Fahrzeugbau. BP trailer A/S er ikke omfattet af handlen og Jens Erik Platz fortsætter her med salg af sættevogne, påhængsvogne og blokvogne til den danske transportbranche. 

BP trailer A/S vil også fremover få sine specialopbygninger produceret på karrosserifabrikken i Haderslev.

”Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med de særdeles dedikerede medarbejdere, vi har været så privilegerede at få tilknyttet karrosserifabrikken gennem mange år” udtaler Jens Erik Platz fra BP trailer A/S. 

Top
Thrane.nu